Grethe's tale:   Eventyret om Singalawata og Jens   Karina og Lars’s bryllyp lørdag den 29. maj 2004   Der var en gang for længe siden – nærmere betegnet for snart 31 år siden. Der kom en lille pige til verden i en by i det nordjyske – som vi kan kalde Frederiks by. Det var selvfølgelig det 8. vidunder for forældrene. Den lille pige så dagens lys sidst i juli 1973. Det var meget heldigt, at det var i sommerferien, for ellers havde hendes far nok ikke haft tid til at være med, for han havde så mange gøremål. Han var iøvrigt  heller ikke så meget hjemme i den lille piges første leveår, så hun var i flere år meget i tvivl om, hvad man skulle bruge sådan en størrelse som en far til. Det ændredes dog væsentligt senere. For nemheds skyld kan vi kalde den lille pige Singalawata.   Da Singalawata var 3? år fik hun en lillebror. Det havde hun glædet sig meget til, og hun havde fået en lille bog om en pige, som også fik en lillebror. Bogen hed ”Jennys lillebror”, og den læste Singalawata og hendes mor gang på gang. Lillebroderen i bogen hed Peter, og Singalawata glædede sig til, at hendes lillebror også skulle hedde Peter. Men det synes forældrene ikke, og så blev Singalawata sur, Det var en af de første gange, Singalawata viste sit temperament ved at stampe i jorden. Det skulle senere vise sig at være et våben, hun af og til benyttede sig af, når noget gik hende imod.   Singalawata voksede stille og roligt op i Frederiks by. Hun flyttede ikke en eneste gang, selv om hun en enkelt gang havde pakket sin lille røde kuffert, for nu ville hun ikke være hjemme mere.   I 1972 blev en lille dreng født et helt andet sted, nemlig på Djævleøen. Ham kan vi kalde Jens. Jens’s opvækst var ikke helt så stille og rolig som Singalawatas. Da Jens kun var 1? år flyttede familien, som talte både en mor, en far, en storesøster og så lille Jens,  til en meget kold ø langt oppe nordpå og boede der et stykke tid. Men det var ikke nok for familien. Den rykkede teltpælene op igen og flyttede, men denne gang sydpå. Godt nok ikke til de varme himmelstrøg, men til den nordligste by i Danmark for til sidst at ende i Frederiks by.   Lille Jens var efterhånden blevet store Jens. Han havde været soldat. Èn af den slags, der går med stor bjørneskindshue. Han uddannede  sig til bager og senere til levnedsmiddeltekniker. Han var også en tur i Schweiz og arbejde, men vendte tilbage til Frederiks by.   Singalawata voksede sig også stor. Hun uddannede sig på byens handelsskole og havde vilde planer om at ville udenlands, så langt væk fra Frederiks by som muligt. Tiden gik og måske ville hun bare et smut til udlandet, eller måske bare et andet sted i landet.   Hun endte dog med at få job i Frederiks bys største pengeinstitut, og det var hun meget tilfreds med. Hun fik jobbet foran 649 andre, men det tog hun som en selvfølge, men så brød fanden løs. Hun havde regnet med at skulle arbejde i hovedafdelingen midt i hjertet af Frederiks by med let adgang til alt, men nej. Hun skulle til den nordligste by i Danmark, iøvrigt den samme by, som lille Jens voksede op i. Det var ikke sagen, og da hun så også blev sat til at skovle sne en morgen, så var verden ved at bryde sammen.   Hun endte nu med at skaffe sig en position, hvor hun hverken skulle skovle sne eller for den sags skyld rette pengesedler ud, for det brød hun sig heller ikke om. Hun har sikkert stampet i jorden.   Efter at have været i den nordligste by i nogle år kom hun til en stor by syd for Frederiks by. I det samme pengeinstitut, men i deres udviklingsafdeling. Spørgsmålet er, hvad de udviklede der, for hun kom glædestrålende hjem og fortale om, at de nu havde fået fjernsyn i deres afdeling, og at de hver morgen så ”Bananer i pyjamas”.   Singalawata havde fart på alle steder, og hun blev instruktør på byens fitnesscenter, hvor også Jens trænede. Og det var måske ikke så ringe. Singalawata var flyttet hjemmefra og boede i underetagen i et hus i byen og begyndte at få besøg af Jens og hans kammerat, som også havde sin gang på fitnesscentret. Jens lavede mad til Singalawata og kammeraten, og det passede Singalawata særdeles fint. Hun var ikke nogen ørn i et køkken. Imidlertid blev det mindre og mindre, at kammeraten var med og hvis han var med, gik han tidligere og tidligere hjem.   En pinsemorgen hvor Singalawatas familie som altid skulle i skoven og drikke morgenkaffe, dukkede Singalawata selvfølgelig også op, og med sig havde hun sin chauffør, som hun sagde – som tilfældigvis var Jens. Hun bedyrede, at det kun var hendes chauffør, men det troede forældrene nu ikke helt på og slet ikke hendes mormor, som også var med i skoven. Det viste sig da også, at Jens lidt efter lidt fik lidt plads hos Singalawata til at efterlade et par sko, en trøje osv. og efterhånden endte han med at have en hel hylde, hvor han måtte bo. Singalawatas forældre var meget glade for udviklingen. De kunne særdeles godt lide Jens.   Nu ville skæbnen, at Singalawatas afdeling i den store by syd for Frederiks by blev lukket. De stoppede simpelthen med at udvikle ”Bananer i pyjamas” og efter et ultra kort smut ud i en almindelig afdeling i pengeinstituttet – dvs. 1 dag – fik Singalawata job på Djævleøen i et IT-firma, og Jens var hurtig med på ideen med at flytte, for så kunne han søge job - og fik det også – i landets største medicinalfirma, som han så gerne ville.   Det var nogle dejlige år på Djævleøen, synes i hvert fald Singalawatas forældre. De benyttede  sig flittigt af, at der altid var overnatningsmulighed og næsten altid nybagte rosinboller hos Singalawata og Jens, og ikke mindst dyrkede Singalawata og hendes mor flittigt indkøbscentrene i omegnen af Singalawata og Jens. Jo, det var en fin tid. Det var også en tid, hvor storbyens mange kulturelle tilbud blev benyttet, både fodboldlandskampe, musicals, teater og Tivolibesøg. En hurtig opringning fra Singalawata og Jens om et kulturelt tilbud og fluks var forældrene på vej på Djævleøen. De fik mange gode oplevelser sammen og nød det alle 4.   Nu varer ingenting evigt og heller ikke dette. Singalawatas job blev uinteressant og så var hun på vej igen – og som altid fulgte Jens med. Nu gik turen igen til det nordjyske – faktisk tilbage til Frederiks by, men Singalawata havde fået job i den store by syd for Frederiks by – igen, men denne gang i et IT-firma, så hun kørte frem og tilbage. Singalawata forsatte med at besøge storbyen på Djævleøen indtil flere gange om ugen, men det var ikke nok. Hun begyndte også at tage udenlands. Måske var det det, hun ikke nåede, da hun forlod skolen i sin tid. Hun pendlede mellem storbyen syd for Frederiks by, storbyen på Djævleøen, udlandet og hjemme. Heller ikke det var nok. Nu ville hun også over there og besøge Bill. Godt nok ikke Clinton, men Gates.   Jens fik job i Frederiks by i et gør-det-selv firma. Det var lige Jens. Han var god til at snakke med kunder – alle slags. Han var altid super hjælpsom, og han kunne lave næsten alt. Der var dog et MEN ved jobbet. Det var den lange arbejdstid. Flere dage – ja næsten hver dag – kom han senere hjem end Singalawata, og han skulle jo klare mad osv. for det havde Singalawata stadig ikke lært. Jens så sig om efter et nyt job og fandt det. Han fik job  på Frederiks bys store lysfabrik, og nu kunne han være hjemme hver dag midt på eftermiddagen og holde fri hver weekend, og det var dejligt. Han fik tid til at bage, og det var Singalawatas forældre meget glade for. De nød meget, når Jens havde bagt såvel boller som kage.   Da Singalawata og Jens flyttede tilbage til Frederiks by skulle de selvfølgelig have et sted at bo og var hurtigt på udkig efter et hus. Igen førte Singalawata an. De kunne kun se på hus i samme kvarter, som hendes forældre boede, for det var det kvarter, hun var vant til. Jens synes nu godt de kunne se på andre steder og endte med at se på et hus, der lå nær ved skov og strand i den nordlige ende af Frederiks by. Efter nogen betænkningstid fandt Singalawata ud af, at hun egentlig godt kunne bo et andet sted i byen og de købte huset og fik det indrettet så dejligt. De fik endda et træningsrum, som Singalawata og hendes mor jævnligt benyttede. En gang imellem var Jens også med, men træningen var knapt så seriøs, når han var med, men det gjorde ikke noget. De fleste gange lavede han mad til Singalawata og hendes mor til de var færdige med at træne. Det var vild luksus.   Da Singalawata og Jens skulle flytte ind i deres hus, havde de allieret sig med begge forældrepar, Singalawatas lillebror, som stadig ikke hed Peter, og hans kæreste, Singalawatas mormor og Jens’ kammerat. Et fint flyttehold.   For første og måske eneste gang overrumplede Jens Singalawata. Netop som alle var ankommet faldt han på knæ og friede til Singalawata. Midt i indkørslen og i flyttetøj. Singalawata blev noget forbløffet, men sagde ja på stedet. Singalawatas lillebror var lidt utilfreds med Jens’s overraskelse. Han mente, godt, at Jens kunne have sagt det i forvejen. Det kunne jo smitte. Og det gjorde det.   Singalawata og Jens fik fastsat dato for bryllup gang på gang, men endte med den 29. maj. Og så gik forberedelserne igang. De oprettede hjemmeside, så alle hele tiden kunne følge med i, hvor langt de var. De brugte mange timer – mange dage til langt ud på natten, for at alt skulle blive så perfekt som muligt – og det blev det. Alt blev arrangeret til mindste detalje. Og endelig oprandt den store dag. Brylluppet blev fejret med pomp og pragt og de levede lykkeligt til deres dages ende.   Ja, Karina og Lars. Det var jo et eventyr, der ikke var så ringe at være en del af, og det er jeg glad for at være.   Hjertelig tillykke begge 2.