Karinas tale: Bryllupstale til Lars   Der var engang… Sådan starter mange eventyr – og det gør dette også… Der var engang en prins og en prinsesse. De var ikke royale, fordi deres mor var dronning eller far var konge for et land, men alligevel var de prins og prinsesse. Prinsen hed Lars, og prinsessen hed Karina, og dette eventyr handler om de to.   Lars blev født på en ø, en ganske stor en godt nok som folk kaldte Djævleøen. Han voksede op på en anden ø i udkanten af kongeriget, en ø med masser af is og sne, og måske var det der, han blev en prins. Måske mødte han en isdronning og fik senere en eliksir, så han glemte mødet. I hvert fald er det om vinteren, at det tydeligst at se, at Lars er en prins. Det er, når det er kold vinter, og hans krop ikke har set solen længe. Så kommer hans blå blod helt ud til kanten af huden, og han hele hans krop får et blåt skær.   Det blå skær kunne selvfølgelig også være skyldes, at han havde spist for mange smølfer som barn, men det er altså ikke tilfældet i dette eventyr.   Da Lars skulle starte i skole flyttede han til det eneste fastland i kongeriget, og her oplevede han så resten af sin barndom.   Efter skolen blev Lars bager. Han kunne ikke helt forklare hvorfor, men han havde på fornemmelsen, at det ville han få brug for senere i sit liv.   Efter at være blevet bagersvend, kunne Lars mærke det blå blod fosse i kroppen, og han tog igen til Djævleøen. Denne gang for at passe på kongerigets dronning, for det må en prins jo gøre.   Herefter tog Lars igen til fastlandet og begyndte at dygtiggøre sig mere. Som led i hans uddannelse tog han også en tur udenfor kongeriget for også at lære noget om andre kulturer. På alle øerne i kongeriget og selv udenfor kongeriget var der dog en ting, som Lars aldrig mødte, og det var en rigtig prinsesse.   Karina blev født på fastlandet i samme kongerige som Lars. Hun var ikke specielt blå på kroppen, men til gengæld var det royale lidt i hendes familie. Karina var datter af mand som til tider nok kunne opleves som den lokale bykonge, og hendes mor havde både et sind og en fremtoning, der var en dronning værdig. Hun havde en flot stil og til tider også dronninge-nykker.   Karina voksede op og var aldrig i tvivl om, at hun var en prinsesse. Ikke fordi nogen fortalte hende det, men sådan var det bare. Hun havde også særlige kæledyr, som kun eventyrlige prinsesser kan have. F.eks. havde hun en lilla hund, som spise blomkål.   Efter skolen skulle Karina jo også lære sig et fag, helst ville hun i lære som direktør, men det var ikke så nemt, og det blev derfor til et pengefag. Karina tænkte, at det jo nok ville være smart, når hun en dag skulle sidde i sit slot og tælle sine penge.   Årene gik for Lars og Karina og først i Lars’ 25. år krydsede deres veje første gang. Det skete i Karinas del af kongeriget, som Lars’ forældre heldigvis var tilflyttet. Det blev dog et kort møde, men bagefter var prins Lars alligevel ret sikker på, at han havde mødt sin prinsesse. Han skulle dog lige rejse væk og gøre nogle ting færdige, men så ville han også komme tilbage efter sin prinsesse.   Et år efter kom Lars tilbage. Karina var på dette tidspunkt blevet vældig tynd, så Lars valgte at romantisere hende gennem hans madkunst. I starten havde han sin tro væbner Mads ved sin side, men hen ad vejen gik han på egen hånd, og det endte da også med at han vandt Karinas hjerte.   Og som de fleste eventyr måtte de nu drage væk fra deres forældre for en tid for virkelig at blive voksne. De havde besluttet sig for at drage tilbage til Lars’ fødeø nemlig Djævleøen, hvor også kongerigets dronning boede, som I jo nok husker. Her skulle de finde sig et sted at bo, og Lars huskede jo, at hans bagergerning skulle give mening, så det var jo nok ment, at han skulle bygge et pandekagehus til dem. De ville måske også have været eventyrligt, men Karina og Lars blev enige om, at det var lidt gammeldags og upraktisk, så de lejede sig en lejlighed.   På Djævleøen lærte Karina sig noget om moderne teknologi, så behøvede hun heller ikke tælle alle pengene i det fremtidige slot med håndkraft, så kunne hun bare sætte en computer til det. Lars lærte sig noget med kemi, for sådan noget var han rigtig dygtig til.   Efter 3 år dragede de tilbage til deres familiers del af kongeriget på fastlandet, og her slog de sig ned. Kort tid efter gik Lars på frierfødder, og Karina accepterede naturligvis frieriet.   Da det jo ikke skulle være hvilken som helst bryllup, tog planlægningen lang tid, og først 1? år efter frieriet skulle brylluppet stå. Det var meget smukt og fint i kirken, og prinsessens far den lokale Konge var stolt som en …ja som en konge. Efter kirken blev bryllupskagen i 7 etager serveret, og her kom Lars’ bagerkundskab til særlig nytte. Han havde nemlig selv bagt bryllupskagen.   Senere fortsatte festen lidt udenfor byen med de særligt udvalgte gæster. Og hen på aftenen rejste Karina sig op og holdt tale for sin mand prins Lars. Hun sagde:   Kære Lars   Hvor er jeg glad for at du sidder her som min mand i dag. Det har jo ikke skortet på advarslerne her op til brylluppet. Såvel min familie og som mine kolleger har fortalt i dig, at de ikke havde turdet kaste sig ud i et liv med mig som ægtefælle – men de er jo slet heller ikke så modige som dig. Jeg har aldrig lovet dig, at det ville blive nemt at leve sammen med mig, og selv om jeg respekterer detajler, så ved jeg godt, at jeg ikke altid har den nødvendige tådmodighed til dine detaljer. Jeg har også tit tænkt på, om dine forældre fra tid til anden har været bekymret for dig, med den stride banan som du har valgt dig. De har godt nok aldrig sagt noget om det, heller ikke i dag, og nu er det jo heldigvis for sent.   Omvendt har jeg heller ikke holdt noget skjult, så jeg vil godt love dig, at i årene fremover bliver det ikke værre.   Du har ofte sagt til mig, at jeg er alt for lidt romantisk – og det har du jo nok ret i. Jeg er nogle gange lidt for praktisk og optaget af virkeligheden. Kun 2 gange husker jeg at have overrasket dig positivt på det punkt. Anden gang var da du friede til mig, og jeg ikke ødelagde overraskelsen men bare sagde ja på det rigtige tidspunkt.   Den første gang var da jeg reciterede et digt for dig. Der var du nær faldet ned af stolen. Digtet var af Robert Frost, og jeg stiftede bekendtskab med det første gang i teenageårene. ...og her må jeg så lige indskyde, at sådan nogle royale bryllupper, de ofte er meget internationale, og der kan derfor godt være noget udenlandsk i talerne, så I, der ikke er det, må lige bære lidt over her...   Digtet lyder sådan her:   Natures first green is gold. Her hardest hue to hold. Her early leaf's a flower But only so an hour. So leaf subsides to leaf So Eden sank to grief As dawn goes down today, Nothing gold can stay.   Digtet er på den ene side lidt sørgeligt, men jeg har altid syntes, at det det fortæller, at vi skal huske at bemærke de særlige guldøjeblikke og nyde dem.   Efter jeg har mødt dig, har digtet fået en ny dimension. Jeg har måske ikke altid været begejstret for at starte på noget nyt, og slet ikke, at du skulle starte på noget nyt. Men for dig er noget nyt en smuk begyndelse, hvor tavlen er visket ren, og man kan starte helt forfra igen.   Det gode ved naturen er, at den gentager sig selv, og selv om gyldne begyndelser er korte øjeblikke, så kommer de igen, igen og igen. Vi har allerede haft mange gode begyndelser sammen. I starten da vi mødtes, var du ofte efter mig, når jeg begyndte med…jeg plejer… så fortalte du mig hurtigt, at nu var vi gang med en ny begyndelse – vores begyndelse. Vi tog en ny spændende begyndelse, da vi tog til Sjælland, da vi tog tilbage igen, da vi købte vores hus, og i dag en ny begyndelse som ægtefæller – sikke en guldoplevelse. Jeg ser frem til mange nye begyndelser sammen med dig resten af vores dage – forhåbentlig også en begyndelse på en barns liv hen ad vejen.   Nu skal alle jo selvfølgelig ikke tro, at livet med dig altid er guld og grønne skove.   Lad mig citere en på daværende meget ung mand, som i en tale sagde til sin mor:   Du er rigtig dårlig at blive uvenner med, for det tager flere dage, før du bliver god igen.   Det kan man også godt sige om dig. Du er både stædig og rigtig længe om at blive glad igen. Heldigvis er det blevet lidt bedre, så måske er der håb forude.   For nogle uger siden var vi til familiefest i din familie, og ved den lejlighed spurgte din kusine mig, om jeg virkelig mente, at jeg ville gifte mig med en, der var så blåøjet. Og ja, din godtroenhed overfor de mennesker, der er tæt på dig, er helt fantastisk, og en af de ting jeg elsker ved dig, og det leder ofte til megen morskab.   I den aktuelle situation var historien også temmelig god. Den havde ikke noget med din kusine at gøre men omhandlede din mors tøj til brylluppet. Du er jo gået meget op i, at alt skulle være så fint til brylluppet, og dine forældre var draget til Aalborg for at finde tøj til din mor. På vej hjem fanger du dem på telefonen og spørger til tøjet. Din far bildte dig ind, at din mor havde fået et fint sæt cowboytøj. Du kunne ikke i din vildeste fantasi tro, at din far ville tage gas på dig, så du var meget rystet. Også da du skulle hente mig ved flyveren senere samme dag. Vi har halvvejs i Frederikshavn før du fik sagt, at din mor havde købt cowboytøj. Du var vist ret sikker på, at det ville jeg ikke synes om. Som alle kan se på Dorthe, var det en rigtig and.   Du kommer fra en helt særlig familie. Sjældent har jeg mødt en så uselvisk og hjælpsom familie. I ved slet ikke alt de gode, I vil gøre for andre. Og det har både jeg og min familie nydt godt af. Desværre betyder det jo også, at I ikke er så gode til at bede andre om hjælp – for vi andre vil jo også gerne gøre noget for jer. Det har dog også hjulpet over årene, så en enkelt gang imellem kan vi da få lov at gøre noget til gengæld.   Herefter sluttede Karina talen af med at udbringe en skål for sin prins. Resten af bryllupsfesten var også helt vidunderlig og der blev festet til den lyse morgen. Prins Lars og prinsesse Karina levede lykkeligt til deres dages ende.   Ja, sådan slutter mange eventyr... Kære Lars Lyder eventyret lidt bekendt? Jeg er også helt sikker på, at vores liv vil blive rigtigt eventyrligt. Og jeg glæder mig meget til at leve det sammen med dig.   Jeg elsker dig af hele mit hjerte – som du for længst har vundet.   Lad mig slutte af med ordene fra en anden klog mand:   Kom lige og hold mig, hold lige lidt om mig Ka' vi sige vi starter herfra nu min ven Vi har været ude i universet Som to satellitter hver sin vej Men heldigvis så er vi landet Og du, lige i nærheden af mig Sådan nogen som os, har jo brug for en kæreste Og den kæreste havde jeg tænkt sku' være dig   Kære familie og venner Vil I rejse jer og sammen med mig råbe et Frederikshavner hurra for min mand, min prins og min kæreste   Lars længe leve!   Hurra, hurra, hurra-hurra